tirsdag den 8. juli 2008

Navnebeskyttelse

Skal navnebeskyttelsen ophæves, så alle medlemmerne kan bruge navnet til de arrangementer, de beslutter at arrangere?

I første ombæring mente vi i bestyrelsen, at det måtte være et klart ja. Vi gik dog i gang med at diskutere fordele og ulemper, hvorefter vi blev enige om, at det var vigtigt med en debat blandt medlemmerne, før endelig stillingtagen til beskyttelse af navnet eller ophævelse af navnebeskyttelse. Indtil denne debat er afsluttet gælder navnebeskyttelse.

Bestyrelsen ser Pilefestivalerne Moesgaard og Sjælland, som samlingsstederne for medlemmerne. Her deler vi erfaringer, nyheder og gensynsglæde. Her bliver vist ekstraordinære ting frem. Det kan være en anden tilgang til pilen og materialer, det gamle håndværk præsenteres. Eller besøg af udenlandsk flettere, udstillinger mm.

Så kommer spørgsmålene vi har været rundt om:

Kommer der mange arrangementer med navnet Pilefestival, vil konsekvensen så ikke være, at vi ophører med at mødes på Moesgård, eller Liselund, da man andetsteds måske allerede har haft sin egen ”Pilefestival”? Kommer vi til at sidde hver vort sted, i stedet for et fælles mødested?
Giver fælles navn for forskellige arrangementer ikke signalforvirring og fjerner de lokale festivalers særkende? Hvordan finde ud af at vælge fra eller til, af forskellige arrangementer med samme navn?

Vi er ikke i tvivl om, at mange ”Pilefestivaller” vil give endnu mere synlighed, som er godt for foreningen.
Det er ”Pilens dag” et godt eksempel på, - at folk er nysgerrige, men ikke vil køre langt, for at se hvad pilen kan bruges til. Her er de lokale arrangementer rigtig gode.

Hvis arrangementerne får forskellige navne, kan det så være med til at give mere varieret indhold i arrangementerne? Det er lettere at skelne de forskellige arrangementer fra hinanden? (F.eks var der ingen, der var i tvivl om, at ”Store Kurve Dag” var et arrangement, der foregik hos Eva Seidenfaden eller ”Pilens dag” er reklame for pileflet i lokalområdet).

For at få emnet belyst fra så mange sider som muligt, er det vigtigt at mange giver deres besyv med, før vi vælger den bedste løsning for foreningen.

1 kommentar:

CitaS sagde ...

For mit vedkommende er det fløjtende ligegyldigt, om vi får en Pilefestival Odense og en Pilefestival Ålborg m. fl også.
Forstået på den måde: hvis der er lyst og energi til at stable festivaller op andre steder, end på Moesgård og Liselund, ja så kommer de, uanset hvad det er tilladt at kalde dem.

Jeg kan ikke se noget galt i, at vi får flere arrangementer rundt omkring i landet - tror ikke, at det betyder, at der kommer færre til de nuværende 2 Pilefestivaler, nok snarere, at dem der elsker at være til festival vil tage til flere af slagsen og at det vil lokke nogle lokale afsted.

Men derudover har jeg noget flimmer på ordet Pilefestival, når det drejer sig om signalet til ikke-medlemmer af Pileforeningen, altså eks til den lokalbeforlkning man gerne vil have besøger arrangementet.
- Jeg kan stadigvæk huske det forvirrede ægtepar der stod på Pilefestival Nyvang for nogle år siden med deres knaldgule sækkevogn: de var kommet for at købe nogle hængepil til forhaven og stod lamslåede over at ordet dækkede kurve og kurvepil.
Ordet Pilefestival har kun fuld forståelse for Pileforeningens medlemmer og nogle få mere og i øvrigt fletter vi jo med utallige materialer efterhånden.... er det ikke lige så aktuelt at lave en Cykelslangefestival??? En Sivfestival????

Det jeg vil sige er: hvis man ønsker at lokke lokalbefolkningen til (og ja, vi er nogle der gerne vil se masser af købere), så er det måske klogt at bruge en anden betegnelse.
Flettemarked, måske?

Kh
Cita